Polystichum scolopendrium, Hjortetungebregne august 2012. Enkelte blade er lidt delte i spidsen, det er ret almindeligt, men det er ikke et fast karaktertræk. - PHYLLITIS SCOLOPENDRIUM HJORTETUNGEBREGNE Phyllitis scolopendrium Hjortetungebregne  hører hjemme i Aspleniumfamilien. I en del lande herunder England anvendes synonymet Asplenium scolopendrium. Da det gamle latinske navn stadigvæk bruges flere steder i Europa, og da den desuden adskiller sig meget i udseende fra andre hårdføre aspleniumarter, er det gammelkendte navn bibeholdt her.   Phyllitis scolopendrium har udelte op til 45 cm. høje blade, der kan være fra 3 til 6 cm. brede, på en ganske kort stæn- gel. Bladene kan  variere meget i farven.   Hjortetungebregnen findes mange steder i Europa, men er dog sjælden både i Danmark, Norge og Sverige.    I naturen vokser Hjortetungebregnen under meget forskel- lige forhold. Det kan være som skovbregne, men også helt lysåbent, såvel som skjult i dybe kløfter og i mundingen af klippehuler, og for det meste hvor jorden er kalkholdig. De kan også vokse i tør stenet jord, men bliver frodigere i mere fugtig jord, der må dog ikke være alt for vådt om vinteren. Hjortetungebregner tåler både skygge og sol, men på solrige steder kan den få brune skjolder på bladene. Den slags brune skjolder eller pletter kan også forekomme i vintre med megen barfrost. Bortset fra enkelte kulturformer volder hjortetungebregner ikke problemer som haveplanter.    I Nordamerika og Japan vokser der hjortetungebregner, som er tetraploide, mens den europæiske art er diploid. De tetraploide har mere læderagtige og ret brede blade.

HJORTETUNGEBREGNENS KULTURFORMER

-

Phyllitis scolopendrium 'Crispum Group'  rummer flere forskellige varianter af hjortetungebregner med  regelmæssigt bølgede blade.    Phyllitis scolopendrium 'Crispum Boltons Nobile' og 'Crispum Bolton Variegatum' er helt sterile. Variationsformen er meget lys gul med mørkere grønne striber på nogle af bladene, og enkelte af dem kan være så lysegule, at de er næsten hvide. Det ser dog ud til at det er noget afhængigt af hvor lys en vokseplads de har. Højde 30-45 cm. Phyllitis scolopendrium 'Crispum Fimbriatum' er ikke helt steril, idet den nogle år kan producerer nogle få sporer, som ikke er særlig spiringsdygtige.   Bladene er gulgrønne med bølget og uregelmæssigt frynset rand og ofte med lidt mørkere striber. Højde 30-45 cm. P. scolopendrium 'Crispum Fimbriatum Cristatum' er i fremtoning som ovenstående men med kamdeling i blad- spidsen. Højde 30-45 cm. Phyllitis scolopendrium 'Crispum Moly' kan også en gang imellem sætte sporer, af den grund regner man med, at mange andre sterile eller næsten sterile hjorte- tungebregner uden særligt navn er opstået, som sporeplanter fra denne sort. Den er måske af samme årsag den mest almin- deligt udbredte af crispumformerne. Højde 30-40 cm. Phyllitis scolopendrium 'Cristatum Group'. måske en 'Cristatum Diviparum' Udsnit af større billede fra juni 2012. Phyllitis scolopendrium 'Crispum Bolton Nobile' først i juni 2012. Phyllitis scolopendrium 'Cristatum'. Der forekommer af og til hjortetungebregner med kun få og ganske lidt delte blade. De er dog ikke så stabile, at det er sikkert at bladene deler sig de følgende år, så de former, der har mere kraftige, eller endog meget voldsomme delinger er alle opstået eller fremelsket i haver og planteskoler.   Når der anvendes en gruppebetegnelse, er det fordi de ikke bliver helt ens, når de opformeres fra sporer.   Sorter med voldsomme delinger er navngivet med sortsnavn 'Capitatum' eller 'Coronatum', og måske er det en af dem, jeg for en del år siden har set med navnet P. scolopendrium 'Cristatum Diviparum', der har delte bladspidser, som krydser ind over hinanden. Højde 30-40 cm.  Phyllitis scolopendrium 'Fimbriatum Group' er en gruppebetegnelse for hjortetungebregner med smalle blade, som har uregelmæssige ret dybe indskæringer i blad- kanten, den slags findes også med delinger i bladspidsen.    Den minder en del om en anden hjortetungebregne Phyllitis scolopendrium 'Marginatum' som også har smalle blade men med mindre dybe indskæringer, og som på bladenes bagside almindeligvis har en tydelig ophøjet ribbe et stykke fra bladets kant, hvad 'Fimbriatum' sorterne ikke har.

-

Phyllitis scolopendrium 'Kaye's Laceratum' er ifølge den engelske nomenklatur det korrekte navn for denne kulturform, som før 1959 blev kaldt 'Laceratum Kaye' eller 'Laceratum Kaye's Variety'.    Det er en meget nydelig sort, som er fremelsket af bregne- kenderen Reginald Kaye, der som samler og planteskolemand har gjort et stort arbejde for at redde mange af de kulturfor- mer af bregner, som var gået i glemmebogen eller var næsten forsvundet i en lang periode med meget ringe interesse for bregnedyrkning.   Navnet 'Laceratum' betyder kniplingsagtig, men de indskår- ne kanter er så uregelmæssige at laset er mere rammende. Den regnes for, at blive helt ægte fra sporer, men højden på bladene kan dog variere noget. Højde 20-30 cm. Phyllitis scolopendrium 'Muricatum Cristatum' august 2012. Phyllitis scolopendrium 'Peraferens' er en underlig form. Bladene, der er ret brede, lidt læderagtige slutter brat, og i stedet for den almindelige spids løber bladets stængel ud i et lille omkring 1 cm. langt horn omgivet af et lille "kræmmerhus" på bladets bagside.    En anden form af hjortetungebregnen der hedder 'Cornutum' har ligeledes det samme lille horn, men ikke den underlige lomme. De sporer jeg fik fra England var mærket Phyllitis scolopendrium 'Cornutum Abruptum', så den blev åbenbart den gang betragtet som en variation af Phyllitis scolopendrium 'Cornutum'. Højde 10-20 cm. Phyllitis scolopendrium 'Kaye's Laceratum august 2012. Phyllitis scolopendrium 'Marginatum' har blade med runde indskæringer og på bladenes sporeside en ophøjet ribbe et stykke inden for bladkanten. 30-40 cm. Phyllitis scolopendrium 'Muricatum Group' rummer flere forskellige former af hjortetungebregner, som alle har det til fælles, at bladenes overside er mere eller min- dre besat med rynker, som slutter lidt før bladets rand.    Nogle der kun er lidt rynkede forekommer også, og de er ofte betydeligt bredere end dem med mange tætte rynker.   Desuden findes der flere rynkede cristatumformer både med og uden bølget kant, og endelig former, der er så smalle, at de kun er en anelse bredere end bladstænglen, og de er en del mindre, og det skal ligeledes nævnes, at andre har så voldsomme bølger, at de med kun 10-15 cm. er dværgformer, og de vokser meget langsomt, ellers er højden 30-40 cm.  Phyllitis scolopendrium 'Ramo-cristatum Group' indeholder flere forskellige former med blade, som både har gaffel- og cristatum delinger i bladets øverste del, så bladet derved får en anseelig bredde. Det er svært at kende den lave form af  'Cristatum' og Ramo-cristatum' fra hinanden. De har begge et frodigt udseende og en hurtig tilvækst, og det er kun en nøje undersøgelse af bladenes delinger, som kan fastslå sortens navn. P. scolopendrium 'Ramo-cristatum' er velegnet til at vokse i et stenbed, hvor den med sine brede, blanke blade danner en frisk grøn pude. Højde 30 cm.

-

Phyllitis scolopendrium 'Ramo-marginatum' har gentagne, meget smalle og uregelmæssige tvedelinger af bladene, som derved får et meget åbent udseende. Denne form hører til blandt de mindste, og er velegnet til at vokse i stenbedet eller på et stengærde, og den kan vokse lysåbent, endog i sol, for fordampningen er ikke så stor fra de smalle blade. Højde 10-15 cm. Phyllitis scolopendrium 'Ramosum' og lave former fra Phyllitis scolopendrium 'Cristatum Group' ligner hinanden så meget, at man kan komme i tvivl om navnet, når det er sporeformerede planter. Martin Rickard henviser da også fra den ene til den anden af disse to sorter, så man nærmest får indtryk af, at det er en skønssag, hvad man kalder den i sin egen have. Højde 30-40 cm. Phyllitis scolopendrium 'Sagittato-cristatum' september 2012, da Cyclamen hederifolium var begyndt at blomstre. Phyllitis scolopendrium 'Ramosum' juni 2010. Phyllitis scolopendrium 'Sagittato-cristatum Group'  rummer flere varianter, så de udgør en gruppe. Direkte over den frie del af bladstængelen deler bladet sig, så det forneden har to vinger, og vingerne såvel som bladspidserne er yderligere delt.    Der kan være temmelig stor forskel på hvor store vingerne henholdsvis bladene bliver, ligesom der kan være forskel på, hvor voldsomme delingerne er. I nogle tilfælde er vingernes delinger så dybe, at de er næsten helt adskilt fra bladpladen. Atter andre har så kompakte delinger, at den totale højde er reduceret til halv størrelse. Højde 15-30 cm.

-

Phyllitis scolopendrium 'Spirale'  siges at være en gammel victoriansk sort, som har været genskabt adskillige gange siden dengang. Bladenes væv er fortykket, og de vrider sig proptrækkeragtigt op i en spiral.  Højde 10-15 cm. Phyllitis scolopendrium 'Undulatum Group'  Hjortetungebregner kan have tendens til bølger på nogle af bladene uden at dette karaktertræk er så fast, at de med sikkerhed bliver lige så bølgede de efterfølgende år.   Der er dog nogle med bløde dybe folder i bladkanten. Dette skyldes bladstænglens sammentrukne form, som bevirker at bladets væv også er noget fortykket.  Højde 10-15 cm. P. scolopendrium 'Undulatum-muricatum Group' har stærkt rynkede og bølgede blade. Ved sporeformering af denne sort kan der opstå former med så smalle både rynkede og bølgede blade, at de kun er nogle få cm. brede, og enkelte er endog under en cm. brede.  Højde 10-20 cm. Phyllitis scolopendrium 'Spirale' august 2012.

-TIL REGISTRET Fortsæt med Polypodiumarter, Engelsødbregner-