Polypodium 'Cornubiense' september 2012.
-
POLYPODIUM 'CORNUBIENSE' POLYPODIUM GLYCYRRIZA,
POLYPODIUM INTERJECTUM KULTURFORMER,
POLYPODIUM SCOULERI OG HYBRIDER
Kulturnavnet 'Cornubiense', har før i tiden  været brugt til flere former, og den har både været nævnt, som en form af Polypodium interjectum, Storbladet Engelsød såvel som af Polypodium vulgare, Almindelig Engelsød.
  Oprindelsen af den måske mest udbredte kulturform med det navn er ukendt, men den menes nu måske at være den samme som Polypodium 'Foliosum Clapham'. 
  Da den ikke producerer gode levedygtige sporer, er den muligvis opstået som en krydsning mellem en delvis fertil hybrid Polypodium x mantoniae og kulturformen Polypodium
vulgare 'Elegantissimum'. Polypodium x mantoniae er en hybrid mellem Polypodium vulgare og Polypodium interjec- tum, der har sporer, men kun få af dem er levedygtige.
  Hvad 'Cornubiense' end måtte være, så er den en af de nemmeste af de mange Polypodium kulturformer. Den vok- ser hurtigt og kan derfor deles efter ganske få år. 
  Som mange andre former af Engelsødbregner har Polypo- dium 'Cornubiense' helt og delvis omdannede samt fuldstæn- dig normale engelsødblade, men for det meste kun få af de sidstnævnte. Højde 45 cm. 
Polypodium 'Glomeratum Mullins' 
er ikke nogen skønhedsåbenbaring men en bregne med et un- derligt udseende, ikke to blade er ens. Den har helt normale 
engelsødblade blandet med blade med få elegante delinger, såvel som blade med meget voldsomme delinger. Nogle blade har nøje stængler, mens andre har ganske korte bladstængler.
-
NORDAMERIKANSKE POLYPODIUMARTER
-
I Nordamerika findes flere Polypodiumarter, hvoraf to vil blive omtalt. Polypodium glycyrrhiza, kaldes Licorice fern, altså Lakridsbregne, med en oversættelse af det latinske navn.
  Jordstænglerne har som alle engelsød en sødlig saft, der for denne arts vedkommende foruden har en umiskendelig smag 
og duft af lakrids. Da den ligner de Polypodium australe ret  meget, har jeg kun anskaffet tre af dens fine kulturformer.
  Flere andre af de nordamerikanske arter er ikke særlig hård- føre, så det er kun Polyopodium scouleri, der kan klare ned til -12 graders frost, som har fundet vej til min have. 
-
Polypodium glycyrrhiza 'Grandiceps' 
har en voldsomt delt top og mindre delinger på småbladene, som også kan være noget reducerede eller delvist manglende. "Hovederne" tynger bladet en del, så de op til 30 cm. lange blade bøjer sig mod jorden. De fine delingers bladspidser er lyse i bladets top.  Denne sort er fuldstændig steril og tilmed vanskelig i kultur. Den kræver en jord tilsat delvis formuldet bladkompost og jævn fugtighed. Antagelig er den mindre hårdfør end arten, idet den efter vinteren 2010-11. slet ikke kom frem men først viste sig igen i 2012.
Polypodium glycyrrhiza 'Longicaudatum' 
er en form med uregelmæssige blade, som har den øverste del trukket ud i en lang, smal noget bølget spids. Den kan blive op til 38 cm. høj og smager lidt mindre af lakrids. 
  Ligesom andre engelsødarter er den vintergrøn, og den er hårdfør i Danmark, for den tåler ned til 23 graders frost.
  Polypodium glycyrrhiza 'Longicaudatum' er ikke så kræven- de som grandicepsformen, men trives godt i en neutral til sur jord gerne med tilsætning af bladkompost, og den kan vokse forholdsvis tørt, men opnår så ikke sin fulde størrelse.
Polypodium glycyrrhiza 'Malahatense'
som er en fuldstændig steril form, er findet i Malahat i Britisk Colombia i Canada. Imidlertid findes der tillige en variant med næsten samme udseende, der dog har lidt mere grov tekstur. Den har ikke noget særskilt navn men kendes på, at der er sporer på nogle af bladene.
  Polypodium glycyrrhiza 'Malahatense', har to gange delte blade med en ret lys grøn farve, og ofte med endnu lysere bladspidser i det mindste først på sommeren. 
  Den er ikke så nem i kultur som cambricum formerne, som den godt kan minde om. Tilvæksten er noget langsom, og den er lidt mere sart om vinteren, selvom den tåler ned til under 20 graders frost. Det er vores våde vintre med skift imellem frost og tø, der er problemet. 
Polypodium scouleri
er fra det vestlige Nordamerika, hvor den vokser i områder nær kysten fra Britisk Columbia i nord til Baja California i syd. Den er ikke nær så hårdfør som de europæiske polypodiumarter, men har dog klaret sig ét sted her i haven endog uden særlig beskyttelse. 
  Polypodium scouleri er let at kende fra de europæiske arter, for de mørkegrønne en gang delte blade er blanke på begge sider, og småbladene er næsten lige lange og har stumpe nærmest runde bladspidser i det mindste på småbladene. 
Højde 50-60 cm.
-
Polypodium glycyrrhiza 'Malahatense' august 2012.
-
Af flere hybrider mellem de europæiske Polypodiumarter har jeg én, som er købt i England. Det er hybriden mellem Polypo- dium australe og Polypodium interjectum. Den er en overvæl- 
dende frodig plante, formodentlig fordi den ikke producerer ret mange sporer. Den vokser hurtigt og danner en stor klump af op til 60 cm. høje blade.
-
-Tilbage til 1. Polypodium australe og kulturformer
-TIL REGISTRET
Fortsæt med 3. Polypodium vulgare Alm. Engelsød-
-